Årstiderne Arkitekter vandt i 2006 konkurrencen om en helhedsplan for omdannelse af Bindslevs Plads i centrum af Silkeborg, som blev udskrevet af Silkeborg Kommune.
Projektet omdanner en stor og grå parkeringsflade til et multifunktionelt urbant rum, som binder de mange kulturelle attraktioner i området, såsom bibliotek, kreativ skole og medborgerhus, sammen.
Byrummet opfordrer til at blive brugt, det overrasker og skifter karakter over såvel døgnet som over året. Det kan benyttes af alle, men henvender sig særligt til områdets kulturelle liv, og det liv, der skabes af de mange unge, der dagligt har kontakt med stedet pga. områdets nærhed til midtbyen, Th. Langs Skole og Handelsskolen.
Helhedsplanen indeholder desuden en integreret trafikløsning, som søger at friholde området fra biler. I den forbindelse etableres der er et parkeringsanlæg under Bindslevs Plads, som rummer knap 300 parkeringspladser.