Projektet vandt 1. præmie i en indbudt arkitektkonkurrence. Konkurrenceprojektet bestod i at skitsere et domicil i det visionære erhvervs- og uddannelsesområde Birk.
Den formmæssige idé er at læne sig op ad principperne i Den Hvide By. Bygningen åbnes med ankomst i en forplads, som signalerer åbenhed og velkomst. Et let tag båret af høje slanke søjler er med til at forfine pladsens karakter.
En cylinder i blådæmpet tegl, der bryder den indre glasfacade, står i kontrast til den hvide skarpskårne bygning og udgør husets blikfang.
Fra forpladsen træder man ind i et dobbelthøjt midterrum, der fungerer som husets hjerte. Herfra udspringer stort set alle gangforløb, og husets brugere vil derfor løbende krydse hinandens spor. En effekt, der er helt i tråd med ambitionen om at skabe en bygning, der signalerer aktivitet hele dagen.