Fremover vil besøgende i turistbyen Vorupør i Thy blive budt velkommen med en monumental klit i harmoni med naturen – og som uden at forstyrre øjet pirrer nysgerrigheden. ”Klitten” er tegnet af Årstiderne Arkitekter, og er netop blevet valgt til byens nye multifunktionelle vartegn. Inde i ”Klitten” bliver der plads til både mulitisal, torv, café, familiebad, terapibad, fitness og wellness, mens der fra tagterrasse øverst bliver udsigt over Vorupør og det betagende Vesterhav.
I den ene ende af byen trækker Vesterhavet. Vi ønskede at skabe et spændende alternativ i den anden ende af byen, der også tager udgangspunkt i den unikke natur i området, siger arkitekt Peter Kristiansen, Årstiderne Arkitekter. Derfor rejser ”Klitten” sig i en blød bue ud ad det omkringliggende græsterræn og syner både naturlig og integreret i bybilledet. Samtidig afslører ”Klittens” store glaspartier et indre univers med varierende former for aktiviteter for alle aldre.
På baggrund af ønskerne fra den lokale initiativgruppe bag multihuset i Vorupør, har vi skabt et hus med tilbud til alle aldre. Så der både bliver oplevelser for børnefamilier men også unge og ældre mennesker, siger Peter Kristiansen.
Årstiderne Arkitekter har brugt sin brede erfaring fra en række vandkultur-, badelands- og wellnesscentre, som arkitektfirmaet har tegnet andre steder i landet, til indretningen af huset i Vorupør på i alt 4.500 kvm. Blandt andet Lübker Golf Resort på Djursland og DGI Huset i Herning.