Vundet konkurrence

06.04.2011
Årstiderne Arkitekter vinder ny stadionhal i Esbjerg

En organisk formet bygning, beliggende på et plateau, med en smuk, siddetrappe på forpladsen og med illustrative referencer til Beijings OL-stadion, Fuglereden, på facaden.
Sådan kommer den nye Esbjerg Stadionhal med plads til 3.000 tilskuere til at se ud. Esbjerg Kommune har netop kåret forslaget fra Årstiderne Arkitekter, skabt i samarbejde med totalentreprenøren C.C. Contractor A/S og ingeniørfirmaet Orbicon A/S, som det bedste.
Årstiderne Arkitekter har valgt en løsning, hvor den nye hal bliver bygget op fra grunden – bevaret bliver kun kælderarealet og tribunerne fra den gamle bygning. Bygningen bliver beklædt med sølvmetallicplader, som også matcher Blue Water. Desuden bliver facaden dekoreret med diagonale linjer inspireret af Beijings berømte Fuglerede, hvilket giver karakter og identitet til bygningen.
Selve hallen får mulighed for 3000 faste siddepladser inkl. mobile tribuner. Desuden får hallen udover renoverede omklædningsfaciliteter også blandt andet motionsrum og mødelokaler. Årstiderne Arkitekter har stor idræts- og kulturarena-erfaring senest fra byggerier som Jyske Bank Boxen, FCMs hjemmebane, MCH Arena i Herning samt Vejle Stadion.
I Esbjerg forventes byggeriet af den nye stadionhal at gå i gang august 2011. Det betyder, at den efter planen kan indvies i august 2012.