Reimar-grunden mellem Silkeborg Søcamping og Silkeborg Sportscenter på Århusvej omdannes i de kommende år til et boligområde, hvor beboerne i de 195 nye lejeboliger kommer til at bo centralt i byen og samtidig i grønne omgivelser tæt ved skov og sø.
H. Reimar Nielsen-koncernen står bag dette byggeprojekt til en kvart milliard kroner, som, hvis alt går efter planen, sættes i gang i maj næste år. Konkurrencen er vundet sammen med Murer- og entreprenørfirmaet Gustav Hansen & Søn, Ingeniørfirma Søren Jensen og Landskabsarkitekt Møller og Grønborg i en totalentreprenørkonkurrence.
Opførelsen af byens nye boligkvarter kommer til at strække sig over de næste cirka fem år, og når alt er på plads vil området bestå af 13 stk. fem-etagers punkthuse med tre lejligheder på hver etage. De 195 lejligheder i Reimarparken bliver fra 72 til 120 kvadratmeter, fordelt med 35 to-rums, 130 tre-rums og 30 fire-rums boliger.
Planen for Reimar-grunden er, at de første 30 lejligheder skal være klar til indflytning i sommeren 2011 og de næste 30 et år senere. Går udlejningen som forventet, er det hensigten, at der i hvert af de efterfølgende år ligeledes opføres 30 boliger, indtil hele projektet er opført.
De nye lejligheder konstrueres med særlig hensyntagen til støj. Hvad angår lydisolering vil man således gå mindst et skridt videre i forhold til minimumskravene. Samtlige lejligheder får naturens lys ind fra tre sider, alle udstyres med gulvvarme i stedet for radiatorer, og for at skabe tryghed bliver der direkte adgang til trappe, elevator og opbevaringsrum i kælderen, uden at man behøver bevæge sig ud i det fri.
Mellem husene placeres et fælleshus med plads til 80 personer.
Når byggeriet først ventes at kunne sætte i gang 1. maj næste år skyldes det, at der først skal vedtages en ny lokalplan for byggegrunden.