Årstiderne Arkitekter i Norge udbygger sin position i forhold til institutionsbyggeri. Den norske afdeling har således netop vundet endnu en arkitektkonkurrence – denne gang om byggeriet af en ny børnehave på 550 m² med tilhørende legeplads i Langesund ikke langt fra Larvik.
Til denne konkurrence skulle deltagerne ikke indsende konkrete skitseoplæg. Vinderen blev blandt andet fundet ved hjælp af referencer, generelle skitser og priser.
"Vi var ikke de billigste i konkurrencen. Men vi kvalificerede os på vores referencer og de tegnede disponeringer, vi havde indsendt. Det glæder vi os i den grad over", siger Kristian Haraldset, arkitekt og afdelingsleder af Årstiderne Arkitekter Norge.
Netop på referencesiden i forhold til institutionsbyggeri har den norske tegnestue efterhånden opbygget et solidt fundament, som blandt andet rummer børnehaver, skoler og plejehjem.
"Vi rummer i dag en lang række kompetencer på dette felt, og det kommer os yderligere til gode i konkurrencerne om nye institutioner", siger Kristian Haraldset.
Årstiderne Arkitekter Norge får de kommende måneder travlt med at udarbejde færdige skitseforslag til udformningen af den nye børnehave. Den ventes at stå færdig i december 2010.