Bygningen består af en række længehuse der til sammen danner et gårdhus. Med udgangspunkt i dette er der tilstræbt en enkel og tydelig plan, således at demente let kan orientere sig i huset. Der er over alt i projektet tilstræbt at arbejde med en skala der øger beboerens fornemmelse for tryghed.
Huset er i princippet organiseret som et bofællesskab, med bo-enheder der alle har tilknytning til et fælles areal eller brede gange, der er i forbindelse med fællesarealet.
Bo-enhederne danner en ret vinkel, der åbner sig mod sydvest, hvilket gør at der kommer godt med dagslys ind i huset samtidig med, at der skabes en visuel kontakt til det eksisterende plejecenter.
Sydøst for bebyggelsen etableres et haveanlæg, der er i direkte forbindelse med huset og gårdhaven.
Beboerne vil inden for et afgrænset område, frit kunne færdes i haven og have glæde af blomster, træer og buske, der ofte vil kunne dæmpe deres uro og rastløshed.
Afgrænsning vil bestå af et espalier.
Haven kaldes en sansehave.