I Silkeborg er der opført en ny tosporet folkeskole fra 0.-9. klasse samt en børnehave med plads til 66 børn.
Skoleforløbet og skolefunktionerne afspejles arkitektonisk i bebyggelsesplanen. Eleverne begynder med at være hjemmehørende i den vestlige ende af en lang gennemgående bygningskrop, som de passerer i forhold til alder og klassetrin og udsluses fra i den østlige ende.
Fordelt på dette bygningsforløb skyder faglokalerne sig ud som store markante bokse med åbne glaspartier mod syd. Skolens centrale omdrejningspunkt er rotunden, som gennembryder den lange bygningskrop og rummer "Pædagogisk servicecenter" samt indgang og administrationsfunktioner.
På den nordlige del af rotunden er skolens "Trivsels- og sundhedscenter" desuden tilkoblet med forbindelse til idrætshal og de udendørs idrætsarealer, og på rotundens sydside er de udendørs ankomst- og opholdsarealer placeret.