Arkitektonisk idé:
Placeringen af det fremtidige P-hus ved Aabenraa sygehus er meget speciel, både på grund af det bakkede terræn og kontekstens åbne vidder. Det eksisterende sygehus er smukt beliggende lige sydvest for det kommende P-hus.
Da landskabet og det stejle terræn er meget karakteristisk netop her, er intentionen med P-huset, at forstærke og understrege oplevelsen af bakken. Desuden udnyttes de mange koter i udformningen og indretningen af huset positivt, så landskabet dermed er medspiller i udformningen af bygningen.
Der er etableret en ny adgangsvej langs P-husets østfacade. Vejen kobler sig på P-husets etager, således at man kører direkte herfra ind på et P-dæk.
Huset er disponeret som store terrasserende dæk, der hviler af på landskabet. Dæk, der ligger som tydelige horisontale linjer i landskabet – i kontrast til bakkens mere kurvede former.
De forskudte dæk terrasserer sig op mod sygehuset, således at P-huset fra terræn, kun fremstår med en begrænset bygningshøjde, men alligevel indeholder mange p-pladser.